For længe siden, da Beatart så helt anderledes ud (og på mange måder også var ganske anderledes), havde vi her på siden et arkiv med streetart fra København og lidt fra Berlin og Oslo.

Nu kan du gense disse billeder, som er at finde på Flickr.

Den 18. april indtager han Pumpehuset, og den 21. april står han på scenen på Spikerboks i Oslo.

Navnet er Felipe Coronel, bedre kendt som Immortal Technique. Med sine tre album Revolutionary vol. 1, 2 og 3 har han igen og igen bevist sine aggressive guerrilla-teknikker på mikrofonen, hvor hans tanker altid kommer så klart og tydeligt igennem, at man ikke kan være i tvivl om budskabet.

Han har desuden udgivet gratisalbummet Martyr samt mixtapet The Third World med DJ Green Lantern (Eminem/Jay Z). Han har blandt andet arbejdet sammen med Dead Prez, Brother Ali, Chuck D, Mos Def og Gatas Parlament på deres seneste album Dette Forandrer Alt (track: Boikott Israel).

Nu står han på scenen til foråret, så det gælder bare om at få fat på billetter hurtigst muligt.

SPIKERBOKS I OSLO

PUMPEHUSET I KØBENHAVN

DOWNLOAD DET HER!

Det er begyndt at romstere fra det inderste mørke af stuen igen, men hvad er det lige, der sker denne gang? For vi ved jo godt, at Sort Stue ikke findes mere, er gået i opløsning og så videre. Men fortæl mig så lige, hvordan der er kommet et mixtape på gaden?

Jeg tog kontakt med Jake Juke og bad om at udrede lidt her.

BEATART: Var Sort Stue ikke gået i opløsning? Og hvad er nu dette?

JAKE JUKE: Sort Stue bandet, der drikker øl, ryger joints på scenen og synger “slip mig fri” på dansk og norsk, er ikke mere og vil aldrig blive igen. Mange folk tror at Sort Stue er en konventionel gruppe, der laver albums, spiller koncerter og laver interviews. Dette er ikke tilfældet. Sort Stue laver mange andre ting end at spille på instrumenter og indspille musik, hvilket mange nok har svært ved at forstå, da det er… ja, unormalt. Det som er til at forstå, er at Jake Juke, der repræsenterer det producerede udtryk for Sort Stue stadig udgiver vibes og tracks, der kan kaldes for “Sort Stue”-lyd eller -attitude. Jeg, Jake Juke, vil selv kalde det at være beat junkie eller afhængig af lydbølger. Hip hop og den verden, der udspringer derfra er meget kompleks og et såkaldt mixtape er en af de bedste vejvisere i Hip hoppens kæmpe bjerg af bånd, beats, rim og plader. Lad mig forklare lidt om hvad et mixtape er; et kassettebånd, en compact disc eller sågar en mp3, der inkluderer en samling numre, der fra producenten/dj’ens side har en rød tråd eller er en repræsentation af et stykke arbejde. Mange Hip hop djs og producere har det tilfældes at de er meget effektive og produktive, til trods for fordomme. Dette resulterer ofte i en del udarbejdede idéer, der er for gode til ikke at “aktivere” i det virkelige liv, hvor lydbølger fylder rum, gader, kroppe og sind. Det er en viderebringning af en kreation, der ofte er mere rå, beskidt eller ucensureret end de officielle albums, der når bredere, men mindre bevidste publikummer.

BEATART: Jeg synes altså, der er noget af den musik, jeg har hørt før…?

JAKE JUKE: Et mixtape er en producent eller djs mulighed for at blande idéer uden nogen restriktion. Da der ofte næsten ingen omkostning er ved at producere et mixtape, er der ingen såkaldte ting på spil, bortset fra æren og (selv)respekten. Det er et instrumentarium af rytmer. Verbale såvel som perkussionære, På Get Your Mother… Mixtapet, jeg fornylig udgav, er der et remix af Anti K’s vers fra Asfalten Blomstrer-tracket fra Sort Stues anden plade. Jeg faldt over vokalen en dag og tænkte at den skulle remixes, da den er så dope. Det er sådan det går ned. Når man er producer har man et bibliotek over alle de indspilninger der har været, medmindre man har været så dum at smide det ud? Dvs. at jeg kan dykke ned i alle idéer, der har været og blive inspireret af ældre vibes, lyde og stemninger. Som f.eks. her med Anti Ks vers. Det, der er tilbage er selve produktionen og remixet, hvilket, for en producer, er det samme som for en bager. Man giver kun opskriften videre, hvis det føles rigtigt og man kan stole på videreførelsen af både det kvalitative og kvantitative. Det er også disse mixtapes, der gør at folk, der virkelig digger musikken og universet, kan blive ordentligt stimuleret. Det jeg mener er, at genbrug af vokaler og udtryk i nye konstellationer kan være meget tilfredsstillende og inspirerende. Tænk over det her: der findes grupper og producere, der tror at deres musik er så guddommelig at den aldrig må remixes (puttes ind i andre rytmer og harmonier) eller revurderes. Det eneste grupper som the Beatles, Led Zeppelin og Metallica gør for at forny sig er at udgive endnu en compilation af deres kendte sange, men (hold på hat og briller) nu bare remastered*. Folk, der køber en ny Pink Floyd opsamling i Super Brugsen ved ikke engang hvad remastered betyder. Udover al den konservatisme bruger fornævnte gruppers ejere som regel en masse tid på at begrænse de folk, der så er kloge nok til at remixe lortet uden lov. F.eks. som the Grey Album med Dangermouse, der lagde to og to sammen ved at remixe the Beatles og Jay-Z.

BEATART: Hvorfor et mixtape?

JAKE JUKE: Et mixtape er en mellemting mellem et album og en sktise, så det er min måde at vænne fans og folk til at Sort Stue ikke er mere, men at lyden og viben aldrig dør. Revolutionary music 4 life!

BEATART: Kommer der flere i serien?

JAKE JUKE: Der er en del mixtapes på vej i samme serie. De findes også i ægte kassette-format, så hvis du får en ny kæreste, der har en lillesøster, der har mixtapet i en lille plastikæske med et sort/hvidt sleeve, så ved du, du har fundet en friend for life:-)

*remastered betyder at en lydansvarlig har revurderet og ompruduceret frekvenserne fra et audio-track. Måske er der i 2012 fremhævet mere bas på et ældre jazz-track gennem en remaster-proces, da det er indspillet på et mere lav-frekvent anlæg fra datiden og selskabet ønsker at repræsentere en mere moderne lyd. Måske er der produceret mere tør lille tromme og cymbal-lyd på et 70′er funk-track fordi tracket bliver et hit igen tyve år efter dets indspilning? Musik er organisk og bevægeligt selv ud i sin konservative konsekvens, bl.a. derfor er det ustoppeligt og totalitært. Ordet “master” henleder til den endelige afgørelse omkring lyden på et projekt. Mere kryptisk er det ikke.

Artikel fra AFART #32

Af Denis Rivin

Ordet voina betyder ’krig’ på russisk, og det er navnet på en gruppe polemiske kunstaktivister, der for tiden skaber røre i de to russiske føderale storbyer, Moskva og Skt. Petersborg. Deres kunst er ikke støttet af kuratorer eller gallerister, og de nægter at samarbejde med nogen form for offentlige institutioner. Voina blev i 2007 grundlagt af hhv. ideologen Oleg Vorotnikov og chefkoordinatoren Natalia Sokol. Senere sluttede gruppens medieansvarlige kunstner Alexei Plutser-Sarno, fotografen Yana Sarna og formanden Leonid Nikolayev sig til, og til sammen danner de kernen i det berygtede kunstnerkollektiv.

Voina opererer i et land, hvor traditionel opposition til regeringen er blevet sløvet af offentlig apati og en manipuleret regeringsvenlig sendeflade i de statsejede medier. Gruppens kunst består af symbolske protester imod korruption, undertrykkelse og konformitet, hvor end disse fænomener opstår i Rusland. Den selvtilfredse kunstverden, den værdiforvrængende konsumerisme, de demoraliserede politikere og den hårdhændede efterretningstjeneste FSB, der, hævet over lov og ret, opererer efter KGB-inspirerede metoder, er alle sammen fjender i Voinas kunstneriske krig. Krigens våben består af intelligent, foruroligende og ofte humoristisk udførte aktioner, der i høj grad er en alvorlig torn i øjet på den russiske regering. Gruppen beskylder regeringen for at være et højreorienteret og undertrykkende regime, der er strengt kontrolleret og overvåget af den tidligere KGB-chef Vladimir Putin. Til gengæld beskylder regeringen Voina for at være organiserede kriminelle, der opildner til folkeopstand og devaluering af statslige værdier. Men kunstgruppens aktioner er andet end politik. Deres semiotiske værkproduktion tager fat i rødderne på Ruslands kulturhistorie, hvor undertrykkelse og censur har præget det offentlige kunstudtryk igennem århundreder.

Voinas kunstkrig underminerer såvel den offentlige som den elitære forventning til den nationale magtstruktur, og hvordan denne bliver udøvet. Gruppens aktiviteter bærer ligheder med ægte kunstbevægelser, som man havde dem i begyndelsen af det 20. århundrede: Futuristerne, impressionisterne, dadaisterne og konstruktivisterne. De passionerede bevægelser, hvor kunstnerne led under deres forsukrede forestillinger om fjerne, fremmede verdener, utopiske landskaber og et friere liv. Dengang hvor kunst var en reel og oprigtig måde at opdage og opleve verden på. Hvor man ikke kendte til det 21. århundredes informationsdeling, og hvor man heroisk kæmpede for sine idéer i et romantiseret skær af selvopofrelse. Det ville være forkert at påstå, at dette fænomen ikke længere eksisterer, men særligt i den Vestlige kultur, hvor levestandarden over de seneste hundrede år er betydeligt forbedret, og hvor grænserne for det grænseoverskridende i stigende grad bliver sløret, synes det bestemt aftaget. Voina kæmper for en større sag, og deres aktioner har hver og én formål, der er baseret på proklamerede hensigter: At forårsage en genfødsel af heroiske idealer inden for intelligent kunstproduktion, der bør tage afstand fra den sjælløse kommercielle kunstscene. At skabe oprigtige og ærlige værker, der giver beskueren dybe emotionelle oplevelser og vækker beundring blandt intellektuelle verden over. At genskabe Ruslands latterkultur i en kunstnerisk kontekst. At forårsage en konceptuel nedsmeltning af det konforme kunstmarked, der manipulerer prissætningen på karakterløs kunst. Og ikke mindst at føre en kunstkrig for frigørelsen af samtidskunsten, og imod Ruslands socialpolitiske, forældede, undertrykkende og patriarkalske ideologier. Slagene bliver udkæmpet hvor befolkningens fantasi og statsapparatets stringente intolerance mødes, i byrummet, hvorfor aktionerne balancerer på grænsen mellem kunst og politisk aktivisme.

Kunstgruppens medlemmer har i takt med en stigende international anerkendelse oplevet en tilsvarende national modstand, og de er i dag jaget vildt af russisk efterretningstjeneste og højreekstremistiske fraktioner. Af samme grund har kunstnerne været nødt til at gå under jorden, hvorfor gruppen har været mere eller mindre inaktiv det seneste halve år. Alligevel er det lykkedes AFART at få et kort interview med de ledende medlemmer.

Mere information om Voina HER PÅ NETTET

—————————————————————————————————————————————

INTERVIEW:

Voina means “war” in Russian. Against what are you struggling?

Alexei Plutser-Sarno: We are in war with the glamorous, timeserving, conformist art market, which reproduces outmoded art-rubbish.

Oleg Vorotnikov: We create a new left-wing art front in the best traditions of the Russian Futurism of the 1920s. By means of our art activities, we are shifting all the ideological poles of the art world and the political space as well.

Natalia Sokol: The Voina Group breathes a new life into the real political protest art in the whole world.

Alexei Plutser-Sarno: And, of course, we struggle against the climate of socio-political obscurantism and the right-wing reaction that has come over Russia. We ideologically exterminate the obsolete patriarchal-repressive symbols and ideologies.

What are your goals and objectives?

Alexei Plutser-Sarno: We create a new contemporary art language for the sake of pure art — and not for money. This is the language, adequate to today’s cultural and socio-political context.

Leonid Nikolayev: We are making Russian contemporary art, devoid of outmodedness and provinciality. It gains admiration from the intellectuals all over the world.

Natalia Sokol: We revive the lively, expressive sincere art that gives people a deeply emotional experience.

Yana Sarna: Like our Dick on the Liteyniy bridge which was 65 meters high, 23 meters wide and weighted 4 thousand tonnes!

Do you aim to cross all limits in your art actions?

Alexei Plutser-Sarno: The group doesn’t have such a goal. An honest artist, however, could not and should not think about the “limits” in his work, censor himself or be afraid of anything.

Leonid Nikolayev: In today’s Russia all the elementary human rights are violated. The police beat up people unmercifully even during peaceful demonstrations. Thousands of political prisoners suffer in prisons.

Oleg Vorotnikov: Last year, when cops arrested me and put handcuffs on my hands, they also put a plastic bag on my head, so I couldn’t breathe. While they were taking me to St. Petersburg, they drank vodka and entertained themselves by kicking me. This is life in Russia. We never ask for permission to hold an action. The present corrupted Russian authorities will never tolerate our art.

Yana Sarna: Still, we do not break moral and ethical laws. On the contrary, we are fighting for their revival. That’s why the whole country enthusiastically applauded our Dick graffiti.

Natalia Sokol: Millions of people have watched this action on the Internet and were amazed. Just imagine – the gigantic Dick rising menacingly just in front of the windows of the main Federal Security Service (FSB, red.) office. Although our actions are pretty risky, not a single person was harmed in them within 4 years. On the other hand, corrupted cops who are after us, have killed hundreds of people in Russia within this period.

Is it dangerous to make such art actions in Russia as you do?

Alexei Plutser-Sarno: It’s venturesome to be an artist, who makes left-wing protest art. There are political activists in Russia, who were put to prison because of their beliefs. It’s just that mass media usually write about such artists like us, or about celebrated businessmen like Mikhail Khodorkovsky (tidligere ejer af olieselskabet Yukos, red.). Ordinary political prisoners die in camps in obscurity. Our group is rather experienced in dealing with cops. Our activists were arrested and brought to police stations over 50 times not only from our actions, but from the Dissenters Marches as well.

Yana Sarna: Previously the group was accused of violating the articles 282 (inciting of hatred and enmity), 242 (distribution of pornographic material), 214 (vandalism) and others. Two activists have already recieved suspended sentences. New arrests are inevitable.

Oleg Vorotnikov: Voina activists are romantic heroes of a new epoch. We defeat the evil powers.

You’ve gotten quite famous. Do you have many followers?

Oleg Vorotnikov: The most devoted ones are Russian cops – they follow us everywhere and almost around the clock. They track our calls and meetings. They openly harass us. For instance, on April 7, undercover cops attacked and severely beat Leonid, Natalia and me in the street. Even my 2-year-old son, Kasper, was hit in the face. Russian cops are filthy animals.

Leonid Nikolayev: There are also provocateurs and police stooges hanging about. Pyotr Verzilov and his wife Nadezhda Tolokonnikova (Nadie Tolokno) give interviews on behalf of the Voina Group and call themselves a non-existing “Moscow youth branch”. They did not participate in any of Voina’s actions in 2010. Despite of this, they are claiming authorship of the Dick action on the Liteiny Bridge and some others, which is an outright lie and a blatant attempt to use the group’s name for personal promotion.

Oleg Vorotnikov: They were expelled from the group a couple of years ago for ratting out other activists to the police. For instance, they ratted out Alexander Volodarsky, who was being detained for 2 months in prison before his trial and now has been sentenced to one year in a labour colony. When he was arrested in 2009, Pyotr and Nadie stole all his personal belongings, including laptop and money.

Natalia Sokol: They also tried to rat me and Oleg out together with Alexander. But we managed to escape. Pyotr and Nadie forced a lock and stole our personal stuff (books, clothes etc.) from the garage, where we stayed for a while. They even threw Kasper’s clothes in the garbage near the garage.

Leonid Nikolayev: While Oleg and I were in prison, Verzilov published statements on behalf of the group, which for instance called for Putin’s assassination. Those statements appeared to be a provocation aimed at increasing the severity of charges brought against us.

Alexei Plutser-Sarno: Well, mess happens. So we have to be careful. But what’s important, is that people around the world like our actions. And in order to win people’s hearts, art should really be honest, noble and unselfish!

Natalia Sokol: We are fighting for freedom and human rights. Our art will bring upheaval – a bloodless world revolution without any victims!

—————————————————————————————————————————————

Ебись за наследника Медвежонка! (Fuck for the Heir – Medvedev’s Little Bear!)

Den 10. december 2007 meddelte Vladimir Putins parti, Det Forenede Rusland, at det havde udpeget Dmitrij Medvedev til dets præsidentkandidat til det russiske præsidentvalg i marts 2008. Efterfølgeren Medvedev vandt valget med 63% over de konkurrerende kandidater, hvilket er blevet stærkt kritiseret af oppositionen. To dage før præsidentvalget gennemførte Voina et offentligt orgie på afdelingen for stofskifte, næring, energi og fordøjelse på Biologisk Museum i Moskva. Mens fem par, heriblandt en højgravid kvinde, havde samleje holdt gruppens medieansvarlige kunstner, Alexei Plutser-Sarno, et valgbanner hvorpå der stod ”Fuck for the Heir – Medvedev’s

Little Bear!”, hvilket er et ordspil med efterfølgerens efternavn, der er udledt af det russiske ord for bjørn, medved. Voina forsøgte med denne aktion at portrættere Rusland op til et valg, der i følge kunstgruppen var farceagtigt og pornografisk. Aktionen var baseret på det, som de selv kalder for konceptuel aktionisme, og den havde til formål at illustrere den offentlige diskurs i landet, der er et resultat af en forvrænget mentalitet hvor alle røvrender alle, mens præsidenten fornøjet ser på.

Alexei Plutser-Sarno publicerede billed- og videomateriale af denne aktion på sin blog nogle timer inden valgresultatet blev offentliggjort, hvorefter aktionen spredte sig på internettet, til inden for 24 timer at blive den mest sete begivenhed i Rusland.

Cop In A Priest’s Cassock

Den 3. juli 2008 begik Oleg Vorotnikov, gruppens stifter og ideologiske leder, et butikstyveri i Moskvas fineste supermarked, Sedmoy Kontinent. Vorotnikov havde iført sig en politiuniform med en ortodoks præsts præstekjole og et stort kors over, hvilket i Rusland er en stærkt symbolladet og autoritær kombination af uniformering.

Politipræsten gik ind i supermarkedet, hvorefter han langsomt fyldte sin indkøbsvogn med delikatesser. Han udvalgte bevidst de dyreste varer der kunne findes, pakkede dem i fem store indkøbsposer og udvandrede roligt og åbenlyst igennem kassen og forbi vagten uden at betale. Ingen konfronterede ham. Vagten var apatisk og forvirret over synet af en uniformeret politimand i præstekjole.

Aktionen havde til formål at eksponere den udbredte straffrihed, der gør sig gældende for politi og præster i Rusland.

Decembrists Commemoration

Den 7. september 2008, på Moskvas årlige ’bydag’, udførte Voina en aktion i byens største og mest populære supermarked, Auchan. Gruppen eksekverede en offentlig henrettelse i afdelingen for elektricitet og lys, hvor 3 illegale centralasiatiske fremmedarbejdere og 2 homoseksuelle, hvoraf den ene var jøde, blev hængt. Lynchningen var en specialkonstrueret hilsen til  myndighederne, der ifølge gruppen opfordrer til homofobi, misantropi og antisemitisme.

Voinas hensigt med denne aktion var, at minde befolkningen om de tidlige revolutionæres libertarianistiske idealer. Aktionen blev udført under sloganet ”Alle er ligeglade med Pestel!”, for at mindes fem revolutionære decembrister der blev hængt i 1826: En af disse, Pavel Pestel, var en særligt aktiv forkæmper for afskaffelsen af slaveriet blandt bønderne i Rusland.

Gruppen udstillede de sociale minoriteter, som de hænger dér, slaverne af det moderne samfund: Indvandrere, og i en mere fremmed optik de homoseksuelle. Aktionen var en veludført og gennemtænkt performance, hvor symbolik, skuespil og historiefortælling på en elegant måde åbnede op for en sted- og tidsspecifik verden, der i høj grad minder om den virkelige, men heldigvis er fiktion. Interessant er det desuden at bemærke, hvordan aktionens ’elegance’ læner sig op ad det vulgære, og således udfolder en provokation, der tillader eftertænksomhed og fordybelse. Netop dette dualistiske element synes karakteristisk for Voina.

Storm of the White House

Den 7. november 2008 udførte Voina en aktion ved at storme Ruslands parlamentsbygning, Det Hvide Hus. Her blev der projiceret en 40 meter høj laserprojektion af et dødningehoved op på parlamentsbygningens facade, hvor projektionen fungerede som grønt lys til et udrykningshold, der stod parat til at udføre en symbolsk besættelse af regeringsbygningen. Aktivisterne besteg det 12 meter høje hegn og fortsatte til hovedindgangen igennem den højsikrede parlamentsgrund uden modstand, for hurtigt at forlade den igen, inden efterretningstjenestens ankomst. Inden aktionen proklamerede Voinas medieansvarlige kunstner, Alexei Plutser-Sarno, at ”Det Hvide Hus er en kunstners bedste lærred. Dødningehovedet på parlamentsbygningens facade er en advarsel til de korrupte myndigheder, om at anarki er en uundgåelig reaktion på en politik der advokerer fremmedhad og folkemord”.

Projektionens fordampende natur gjorde aktionen særligt stærk, for det er ikke noget som myndighederne kan gøre noget ved: De kan hverken fjerne det eller benægte det, men må blot konstatere, at det er sket. For et øjeblik brugte kunstnerne reelt regeringsbygningen som lærred, hvorpå de kommenterede og malede deres fortolkning af det samfund, som de finder forskruet. For et øjeblik var parlamentet omdannet til et piratskib i den russiske nat og en visualisering af ’at have skeletter i skabet’. Dette slag faldt til Voinas fordel, og det efterlod ’fjenden’ hjælpeløst tilbage som gæst i eget hjem.

Cock In the Ass

Den 29. maj 2009 udførte Voina en aktion i landsretten, under en høring af den prominente russiske kurator, Andrei Yerofeyev, der blev anklaget på baggrund af at have afholdt en udstilling der ”fornedrede den menneskelige værdighed og den russisk-ortodokse tro” på Sakharov-museet i Moskva.

Det lykkedes medlemmerne af Voina at smugle to guitarer, mikrofoner, forstærkere og andet sceneudstyr ind i retssalen, for derefter at tilslutte koncertremedierne til en strømkilde bag bænkrækken bagerst i salen. Kort efter dommerens åbning af sagen skruede aktionisterne op for musikudstyret, hoppede op på bænkrækken og præsenterede sig som punkgruppen Cock in the Ass. De nåede at opføre en smule af deres eneste hit, ”All Cops Are Bastards – You Ought To Remember That!” fra albummet Fuck the Police Those Motherfucking Bosses, inden politiet under stor tumult fik lukket ned for koncerten.

Aktionen var en protest mod den stigende undertrykkelse af intellektuelle i Rusland, der ifølge Voina er åbenlyst støttet af regeringen. (Den 12. juli 2010 blev Andrei Yerofeyev idømt en bøde på 200.000 rubler (lidt under 38.000 kr.), hvilket er en mildnet straf i forhold til de 5 års fængsel som anklagen lød på. Kuratoren har anket dommen, red.)

Dick Captured by KGB

Natten til den 14. juni 2010 løb Voinas medlemmer ud på hæve-sænke-broen Liteiny i Skt. Petersborg, kort før den skulle gøre plads til passerende skibe. Aktionisterne hældte maling ud på broen, mens de i et koordineret bevægelsesmønster forsøgte at undgå brovagterne. Det tog de ni kunstnere 23 sekunder at hælde al den medbragte maling ud på broen, og vagterne kunne intet gøre for at forhindre broen i at hæve sig kort efter.

Den umiddelbart vandalaktivistiske ugerning viste sig hurtigt at besidde andre og mere intelligente kvaliteter, for da broen begyndte at røre på sig, fik tilskuerne en unik mulighed for at opleve en 65 meter høj, 23 meter bred og 4000 ton tung fallos, der langsomt rejste sig over Skt. Petersborg, og ikke mindst den russiske efterretningstjenestes hovedkvarter, der er nabo til Liteiny-broen. Den monumentale fallos var ment som en højlydt og entydig hilsen til de russiske myndigheder, og ligesom Decembrists Commemoration besad denne aktion det dragende og karakteristiske element af noget elegant og vulgært.

Tre af kunstnerne blev tævet af brovagterne, hvoraf en af dem, Leonid Nikolayev, blev anholdt. (7. april 2011 blev Voina tildelt en officiel russisk kunstpris for Dick Captured by the KGB, der paradoksalt nok bliver uddelt af Det Russiske Kulturministerium, red.)

Palace Revolution

Natten til den 16. september 2010 væltede medlemmer af Voina 7 politibiler i centrum af Skt. Petersborg. Under sloganet ”Hjælp dit barn, hjælp dit land”, fik aktionisterne en lille dreng til at skyde fodbolde ind under politibiler, for derefter under påskuddet om at ville hjælpe drengens fodbold ud, at vælte bilen om på taget. Denne handling gentog de i alt syv gange med syv forskellige politibiler rundt omkring i byen, hvoraf der i nogle af dem efter sigende skulle have været sovende og berusede betjente i.

Gruppens medieansvarlige kunstner, Alexei Plutser-Sarno, proklamerede: ”På denne Dommedag skal betjenten knæle og bede os, arbejdere af de finere kunstarter, om tilgivelse. Guds straf er på vej. Omvend jeres synder, I tvetungede og beskidte betjente!”. Voina ville med aktionen manifestere et metaforisk krav om at stoppe den arbitrære indsats, som den russiske politistyrke tilbyder landets borgere.

To måneder senere, den 15. november 2010, blev Oleg Vorotnikov og Leonid Nikolayev ulovligt tilbageholdt i Moskva af Center for Prævention af Ekstremisme, der er en underafdeling af den russiske efterretningstjeneste, FSB, for at ”opfordre til had og fjendskab mod en social gruppe”, navnlig politiet. De blev efterfølgende i håndjern og med plasticposer om hovedet transporteret til Skt. Petersborg på jerngulvet af en minibus, hvor de i løbet af den 10 timer lange køretur blev udsat for slag og spark mod nyrer, lever og hoved, der forårsagede mærker som blev dokumenteret af en menneskerettighedsgruppe to uger efter, under et besøg i arresten.

Street art kunstneren Banksy valgte efter disse repressalier at slutte sig til den internationale kampagne, der krævede en løsladelse af kunstnerne, ved at samle penge ind igennem et online salg af den speciallavede printserie, Choose Your Weapon, for at befri de russiske aktivister. Banksy formåede at samle 127.000$ sammen, som han brugte på at stille kaution for Oleg Vorotnikov og Leonid Nikolayev, som dog fortsat er sigtet i sagen.

(Alexei Plutser-Sarno er efetrfølgende blevet anklaget for at stå i spidsen for organiseret kriminalitet, navnlig kunstgruppen Voina. Anklagen indebærer en straframme på 12 til 20 år, red.)

Artikel fra AFART #33

Af Anna Sofie Hillersborg

I maj måned ramte Melancholia de danske biografer med al sin pomp og pragt. Samtidig med biografgængernes konfrontation med jordens undergang på det hvide lærred, var Trier, på samme vis som den formørkede planet, selv på kollisionskurs på det mest omdiskuterede pressemøde på Cannes Festivalen 2011. Her fik Trier med sin uigennemtrængelige sarkasme forvildet sig ind i en labyrint af forklaringer, som førte til den selverklærede konklusion: ”Okay, I’m a Nazi”. Hans udtalelser vakte stor furore, og sagen endte med, at han blev erklæret persona non grata. Det mest bemærkelsesværdige ved hele seancen var dog mediernes håndtering af sagen og måden, hvorpå journalister tog ham på ordet. Men har man bare en smule kendskab til hans retorik, vil man være i stand til at se ud over den satiriske deroute og i stedet lægge mærke til det egentlig interessante, hans forklaring af sin fascination af den nazistiske æstetik. Et udsagn, som angår det kunstneriske udtryk, hvilket er en ganske anden sag end politisk sympati for naziregimet. Men hvordan forholder det sig i forhold til Melancholia? Er det rent faktisk muligt at se Triers inspiration af nazismens æstetiske dogme?

Melancholia er en smuk film om verdens undergang. Sådan blev filmen præsenteret i pressen. Omdrejningspunktet er filmens to hovedroller, søstrene Justine og Claire spillet af henholdsvis Kirsten Dunst og Charlotte Gainsbourg. Allerede fra første færd, præsenteres publikum for slutningen, ikke bare filmens, men også jordens – ”No more happy endings.” Den 10 minutter lange prolog er en nærmest sygelig æstetisering af undergangsøjeblikket, et sandt overflødighedshorn af poetiske billeder, det ene mere formfuldendt end det andet.

Fugle dratter ned fra himlen, Claire synker i knæ med sin søn i armene, en sort hest kollapser i leddene, Justine kæmper sig iført sin brudekjole gennem en skov med en klæg, garnlignende substans fastgjort til sin underkrop. Tableauerne, som toner frem i ultra slowmotion, er ledsaget af Richard Wagners præludium til Tristan og Isolde.

På samme vis som Triers kontroversielle Antichrist, rummer Melancholia også en hel række intertekstuelle referencer og det på en måde, så man kan tale om begge film i forlængelse af den postmodernistiske tradition for allegorien med deres fragmenterede symbolbrug og reaktualisering af kunsthistoriske værker og kulturelle fænomener. Umiddelbart tegner der sig et kryptisk billede, hvor man som beskuer let kan fare vild i sit ønske om at få det hele til at gå op i en højere enhed. Men anskuer man disse som fragmenter frem for enestående betydningsbærere, ser man, hvordan de efterhånden bidrager til at tegne et samlet sindbillede.

Man ser et tydeligt eksempel herpå i en scene, hvor Justine i et vredesudbrud spærrer sig inde på husbiblioteket, hvor opslåede kunstbøger pryder rummet med modernistisk kunst.

I sin fortvivlelse, og som et opgør mod den pragmatiske søsters dyrkelse af det overfladiske, stiller Justine i stedet dommedagsskildringer til skue i biblioteket. Her ser man en række undergangsskildringer, billeder præget af kaos og desillusion. Kunsten i Melancholia er altså mere end blot en del af interiøret, værkerne spiller en aktiv rolle, som er med til at understrege karakterernes sindsstemning.

Melankoliker som heltinde

Justine fremstilles som en karakter i særligt slægtskab med undergangen, den der forstår sagens alvor før alle andre, og gennem sine handlinger bliver hun en forvarsling på katastrofen. Justine bliver uden tvivl Triers sortsynede heltinde, og hendes karakter leder tankerne tilbage mod renæssancens dyrkelse af den melankolske type. Hun bliver nærmest en personificering af Albrecht Dürers træsnit Melancholia I fra 1514. I denne allegoriske skildring ses en grublende bevinget kvinde som billedet på det melankolske sind. I renæssancens kunst, opstod der stigende interesse for senantikkens psykologi, hvor man opdelte sindet i fire grupper; det sangvinske, det koleriske, det flegmatiske og det melankolske. Det melankolske sind og underbevidstheden blev sat i forbindelse med solsystemets mørkeste planet, Saturn. I træsnittet ses forskellige genstande, som havde forbindelse med Saturnmystikken i form af måleinstrumenter, timeglas og metallet bly. Mennesker af melankolsk sind blev derfor kaldet saturnikere og fremstillet som særligt grublende og indsigtsfulde mennesker, ofte kunstnere eller filosoffer.

I forlængelse heraf kan man placere Justine, som i filmen også står i slægtskab med den dog fiktive planet Melancholia. Justine er en utilpasset eksistens, som er fremmedgjort for den virkelighed hendes fornuftige søster, Claire, lever i, og efter sin mislykkede bryllupsfest, rammes hun af en voldsom depression. Men da undergangen er nær, blusser der et særligt liv op i hende. Undergangen bliver for hende en ventet begivenhed, og hun finder endelig ro i sit dystopiske verdensbillede og tager fredfyldt imod dommedag. I diametral modsætning gribes Claire af en ukontrolleret dødsangst og magtesløshed. Trier fortæller fra pressemødet i Cannes: ”Før i tiden troede man på, at melankolikere vidste ting. De blev brugt til at forudsige fremtiden, og man mente, at melankolikere og folk, der led af angstsyndrom, ville være langt mere rationelle i tilfælde af katastrofer, fordi de på en måde altid havde været der, de havde katastrofen som deres eget personlige udgangspunkt”.

Det er nærmest blevet karakteristisk for Triers formsprog at pege tilbage mod hovedværker i kunst- og kulturhistorien. Eksempelvis ser man i prologen et close-up billede af Pieter Bruegels Jægerne vender hjem fra 1565, hvor askestumper på ildevarslende vis drysser ned foran maleriet. Selvsamme maleri optræder i Andrej Tarkovskijs film Solaris. Derfor kan man se brugen af værket som en slags homage til den russiske filminstruktør, hvilket giver god mening taget i betragtning, at Antichrist i følge Trier selv, skal ses som en hyldest til netop denne instruktør.

Men der er i høj grad også grund til at tro, at billedet optræder på grund af den stemning, det i sig selv besidder. Der er en dysterhed over de mørke menneskeskikkelser, som bevæger sig ned over det sneklædte landskab og en vis sørgmodighed over jægerne som vender tomhændede tilbage til landsbyen uden bytte. En tematik om ikke at kunne indfri de forventninger livet stiller til én som menneske. Jægerne som ikke kan skaffe mad til deres familier, på samme vis som Justine ikke kan leve op til rollen som hustru.

Der optræder også et eksempel på, hvordan Trier parafraserer over kendte kunstværker, eksempelvis i filmens åbningsscene, hvor den romantiske maler John Everett Millais’ maleri Ophelia fra 1852 ligger til grund for et af stillbillederne. Justine driver ned af et vandløb iført sin brudekjole, slør og brudebuket liggende på ryggen, stirrende op mod himlen med et resigneret ansigtsudtryk som den skæbnesvangre Ophelia. Maleriet skildrer den scene, hvor Shakespeares karakter Ophelia flyder i et vandløb, før hun drukner sig selv. En både smuk og poetisk dødsskildring, som samtidig står i forbindelse med helgen og martyrsportrætter. Det er tydeligt, hvordan filmens billedsprog på mange måder tager afsæt i romantikkens stillege. Trier er kendt for at beskæftige sig med det storladne, de store følelser grænsende til det patetiske, hvilket kan ses i både Breaking the Waves, Dancer in the Dark og Antichrist, hvor tre forskellige kvinders liv udspiller sig på tragisk vis.

Romantikken som fodfæste

Romantikken bliver netop linket mellem Trier og den nazistiske æstetik. Romantikken kom med sin storslåethed og sin æstetisering af døden til at falde i den fascistiske smag for den højstemte skønhed og patos. Yderligere havde den tyske romantik en særlig nationalistisk karakter, som havde fokus på fædrelandet og aktualiserede germanske myter. Det, som kendertegner romantikken, er måden hvorpå, der lægges vægt på skildringer af sindstilstande med et fokus, der rækker ud over logiske tankeprocesser ved at fokusere på fornuftens utilstrækkelighed og sindets indre modsigelser.

En betydningsfuld tysk, romantisk kunstner er Casper David Friedrich (1774-1840), hvis malerier er indbegrebet af den tyske romantik. Der er en særlig atmosfærisk og drømmende stemning med højde for det mystiske. Der er en særegen dissonans i forholdet mellem de knivskarpe detaljer og den overtonede atmosfæriske hinde, som lægger sig over motivet og peger mod en uvirkelighed. De isolerede menneskeskikkelser i storslåede naturomgivelser, understreger en længsel, en fremmedgjorthed og en ensomhed. Det er som om, at dette netop bliver formlen på den måde tableauerne er opbygget i Melancholias prolog. På den måde løftes de skildringer, som er forankret i naturens omgivelser, sig til et overjordisk plan i en bevægelse fra det konkrete til det ukonkrete.

Når Trier bekender sin interesse og fascination af Hitler, må man betragte det ud fra det uomgængelige faktum, at nazismens hovedskikkelse i høj grad besad en æstetisk bevidsthed, som på sin vis blev selve fundamentet i Det tredje Rige. En bevidsthed, som kom til udtryk i et ekstremt ekskluderende syn i såvel menneskelige som æstetiske henseender. Hitler havde helt fra sin tidlige ungdom et indgående kendskab og stor interesse for musik, kunst og arkitektur og havde ydermere intentioner om at blive kunstmaler. På den måde skiller han sig markant ud fra andre fascistoide statsledere. Men det gjaldt musik som i kunst, at Hitlers smag aldrig udviklede sig ud over den sentyske romantik, og netop her ligger omdrejningspunktet for Trier æstetiske fodfæste.

Trier, Hitler og Wagner

Wagner var uden sidestykke Hitlers foretrukne komponist. Derfor kom den årlige Wagner Festival i Bayreuth til at spille en væsentlig rolle i og med, at Hitler deltog hver eneste sommer mellem 1933 og 1940 og privat knyttede tætte bånd med Wagners efterkommere. Når Hitler skulle imponere udenlandske statsoverhoveder, inviterede han dem med til opførelse af en Wagner-opera. Han var af den overbevisning, at en spektakulær musikoplevelse kunne efterlade udenlandske ledere med en særlig ærefrygt over for Det tredje Rige. Hitlers begejstring for den wagnerske opera menes at skyldes en personlig betagelse i højere grad end en ideologisk. Stykkernes bevægende udtryk og aktualisering af germanske myter, blev dyrket som en form for eskapisme i et styre præget af død og undertrykkelse og muligvis som en form for æstetisk camouflage. Musikken faldt i Hitlers smag for det overvældende og det storladne. Allerede i sin ungdom dyrkede Hitler romantikkens store komponist ved at tegne scenografiske skitser til blandt andet 2. og 3. akt af Tristan og Isolde og til Nibelungens Ring.

Lars von Trier har selv en særlig forbindelse til den wagnerske opera. I 2006 var han udtaget til at stå for scenografien til stykket Nibelungens Ring i selvsamme Bayreuth. Dog trak han sig efter to års arbejde med scenografien, og opsætningen blev aldrig fuldbyrdet. Han følte sig ikke i stand til at virkeliggøre sine ambitioner, udtalte han.

Nibelungens Ring er et af Wagners hovedværker og består af følgende dele: Rhinguldet, Valkyrien, Siegfried og Ragnarok (Götterdämmerung). Netop den sidste akt, skildrer jordens undergang. Hitler havde en personlig fascination af døden og kunstneriske iscenesættelser af denne. Det var dog ikke døden som en tragisk realitet, men døden i en ritualiseret form uden følelse, og æstetiseret på en måde uden rædsel. Livets forening med døden gennem skønhed var ligeledes et centralt begreb i den tyske romantik, hvor døden lovede triumf og forløsning. Et af Hitlers yndlingsmalerier var Hans Makarts The Plague in Florence, og hans yndlings operascene var finalen i Götterdämmerung med den voluminøse og apokalyptiske slutning samt Liebestod fra Tristan og Isolde, hvori Isolde oplever døden som den højeste grad af lyksalighed. Bevidstheden om undergangen og rigets fald var en realitet for Hitler. Han besad et særligt ønske om at se det hele gå i opløsning frem for overgivelse. Han ønskede den tragiske, men heroiske slutning ligesom i de storslåede Wagner operaer og i forlængelse af den mytologiske forestilling om ragnarok. Derfor er det da heller ikke et tilfælde, at den prisbelønnede film om Hitlers sidste dage netop hedder Der Untergang. Man kan tale om en bevidsthed og om den totale udslettelse som et slags martyrium.

Det er altså ikke et tidstypisk tema Melancholia kredser omkring. Ser man på andre nutidige undergangsfilm, er man straks ovre i action- eller science fiction-genren. I modsætning hertil lægger Melancholia sig op ad operaens tradition for det tragiske og grandiose. Triers brug af intertekstuelle referencer handler i høj grad om at gribe til værker og stilarter, som i sig selv rummer en stemning, der kan underbygge filmens eget sammensatte udtryk. Når Trier vælger Wagners Tristan og Isolde, synes det som et oplagt valg. Netop dette musikstykke peger på overvældende vis mod det skæbnesvangre og ulykken med sit særligt romantiske præg, og på den måde slåes tonen an for filmens forløb og visuelle univers. Triers æstetiske greb bliver en sammenstilling af kontraster båret frem af angsten og forløsningen. Livet og døden. Det rædselsfulde og det smukke. En dekonstruktion af det rationelle i en bittersød symfoni. Et resultat, som Trier selv distancerede sig fra med en vis væmmelse ved i programmet til filmen på Cannes Festival at kalde sit eget visuelle univers i Melancholia for »fløde oven i fløde«.

Men giver det mening at tale om nazi-æstetik i forbindelse med Melancholia, når filmen på ingen måde har relation til den politiske dimension af fænomenet? Problemet opstår, når man forsøger at isolere nazismens æstetik fra dens politiske kontekst. For det politiske aspekt er netop en immanent bestanddel i denne æstetik, som optræder i en periode, hvor al kunst og visuel kultur blev styret af den nazistiske stat. Så når Trier taler om et æstetiskfunderet slægtskab til Hitler, drejer det sig i virkeligheden om den fælles fascination og dyrkelse af den sentyske romantik, især den wagnerske opera, og det i højere grad end den æstetik nazisterne selv var producenter af.

]]> http://www.beatart.dk/2012/01/lars-von-trier-og-den-nazistiske-aestetik/feed/ 0 http://www.beatart.dk/2012/01/christ-the-king-kong/ http://www.beatart.dk/2012/01/christ-the-king-kong/#comments Sun, 29 Jan 2012 10:03:40 +0000 Beatart http://www.beatart.dk/?p=1433

Kronik fra AFART #32

Af Denis Rivin

Mangt en ting kan siges om den nyopførte Jesus-statue, Christ the King, der sidste vinter blev offentliggjort i Vestpolen. Den er 33 meter høj (52 med fundament), 24 meter bred og vejer 440 ton. Desuden påstås den at være verdens største. Statuen er placeret på en ellers gudsforladt kålmark i udkanten af Swiebodzin, en januarkedelig industriby på størrelse med Skive, hvorfra den kan skæve ind til de tyske naboer. Statuen har været under opførsel i tre år, og projektet har været ledet egenhændigt af en lokal præst ved navn Sylwester Zawadzki, der har finansieret monumentet ved donationer af gode troende, der primært kommer fra det stærkt katolske Polen. Sylwester Zawadzki er 78 år gammel, og han gik på pension i de sidste dage af byggeprocessen, så han under formodentlig afslappede forhold kunne nyde afsløringen af sit værk, i skæret af det velfortjente otium. Ret skal være ret, så jeg vil tillade mig at fremhæve noget positivt ved præsten, før jeg når til sagens egentlige kerne, og grunden til hvorfor hele projektet er noget forkvaklet rod.

Sylwester Zawadzki var i 80’ernes Polen en fremtrædende karakter i den antikommunistiske bevægelse Solidarnosc (Solidaritet, red.), der, baseret på ikke-voldelig modstand, spillede en vigtig rolle i de kommunistiske regimers sammenbrud i Central- og Østeuropa. Bevægelsen blev ledet af den senere Nobels Fredspris-modtager og præsident, Lech Walesa, og Sylwester gjorde sit til, for at prædike den uafhængige fagforenings budskab, på trods af risikoen for at blive arresteret, eller det der var værre. Altså kan man udlede, at præsten er en modig mand, og at han sandsynligvis har hjertet på rette sted. Men det kommunistiske Polens metamorfose til et kapitalistisk vejbump i Europa kan synes at have forandret den gode præst, der, blændet af sin hengivenhed til gud og reklamesøjler, kan tænkes at have forvildet sig durk ned i grådighedens gab.

Guddommelig højdedyst

Statuens visuelle væsen grænser kedsommeligt op ad den noget mere ikoniske Jesus-statue i Rio de Janeiro (som ironisk nok også er skulpteret af en polak), der nobelt har våget over Brasiliens befolkning i 79 år. Og det er da netop også her, at Christ the King finder sin højderekordmæssige udfordring. Christ the Redeemer, som den i Rio hedder, er kendt for at være 39,6 meter høj, men det er inklusiv en 9,5 meter høj sokkel(!), hvorfor Polens megajesus med sine 33 meter uden fundament kan bryste sig af at være 2,9 meter højere, og altså indehaver af titlen som verdens største Jesus! Balladen er dog, at Christ the King i stedet for en højere sokkel har en 3 meter høj kongekrone oven på hovedet, hvilket kan siges at tilhøre legemet lige så lidt, som det podie hvor det er anbragt… Og hvordan løser man så en disput af denne karakter? Man kan naturligvis argumentere med, at kun gud ved, men det ville også være på sin plads at anbefale, at man til starte med undlod at prøve at slå højderekorder med under 20 centimeter… Det er jo fjollet! Hvorfor påstå at være størst, når man kan sikre sig det, mens projektet endnu er på tegnebrættet? Noget andet er, at den mindre kendte Jesus-statue, Cristo de la Concordia, der er opført i Cochabamba, Bolivien, i sig selv er 34,2 meter høj (1,2 meter højere end Christ the King), men med sin beskedne piedestal på sølle 6,2 meter, bliver hele statuen usagt negligeret i konkurrencen mod den 19 meter høje bunke sten og skidt, der i alt hæver den polske model til hele 52 meter. Sylwester Zawadzki har udtalt, at han blev kaldet til at udføre projektet af Jesus selv. Det ville være interessant at vide, om der også blev diskuteret størrelsesforhold.

Materialehagen

Opførelser af overdimensionerede kunstkonstruktioner i håbet om at opnå en relativ form for frelse, eller i det mindste en signalforstærket forbindelse til noget overjordisk, har historien igennem været et menneskeligt fællestræk på tværs af kloden, og kan som sådan ikke siges at være en uforklarlig trang. Det er et historisk faktum, at kunst fungerer som et rum for fordybelse og indsigt, og at det altid har været et redskab til at sætte ord og form på noget, der grundlæggende hverken kan sættes ord eller form på. Af eksempler på religiøse mastodontmonumenter kan nævnes Peterskirken, Den Store Buddha i Leshan, Taj Mahal og Hagia Sophia. Aztekernes fantastiske tempelmonumenter og ægypternes pyramidekonstruktioner ville også kunne tilføjes listen, og jeg skal blankt indrømme, at jeg er blandt dem, der sætter stor pris på fortidens megalomaniske udskejelser. Foruden at have taget livet af millioner fra arbejderklassen (slaver), og berøvet de respektive befolkninger en kapital, der kunne have sikret en forbedret levestandard for alle, har disse enorme konstruktioner dog bidraget til eftertidens kollektive kulturarv. Intet beviser bedre hvad mennesket egentlig er i stand til at skabe af skønhed, end dets patetiske bestræbelser på at sikre sig syndsforladelse og parketpladser i efterlivet, på bekostning af usømmelig omgang med medmennesker mens det står på. Og hvordan gøre det bedre, end fx at forvandle en ukristelig pløjemark til et helligt stop på pilgrimsruten, og så endda slå en verdensrekord i processen?

Christ the King kan dog lidet sammenlignes med hverken pyramiderne eller nogen af sine søskendemonumenter, da den for det første er opført i år 2010 – et punkt i verdenshistorien hvor sådanne monumenter kan siges at være gået af mode, i hvert fald blandt andre medlemslande af EU… Naturligvis skal det pointeres at Sylwester Zawadzki har ret til at spendere ’sine’ penge på hvilken som helst en facon han ønsker. Hertil kan nævnes, at der garanteret også vil kunne findes en lastfuld troende, som vil få reel glæde og spirituel berigelse ved mødet med dette makværk, og at lokalområdet sandsynligvis vil skabe en omsætning på salg af hotelværelser og kvalitetsbespottende nøgleringe. Men der er en hage. Det viser sig nemlig, at kunstneren bag statuen, Miroslaw Kazimierz Patecki, et halvandet år inde i processen blev så rasende uvenner med præsten, at han udvandrede fra projektet. Rabalderet skyldtes en uenighed i materialevalg, og lur mig om ikke præsten insisterede på noget andenrangscement fra den billige skuffe. Værende placeret på en 19 meter høj jordbunke, og med en vægt på 440 ton, har mange ingeniører verden over ytret bekymring for konstruktionens stabilitet. I længden vil renovering og forstærkning af fundamentet sandsynligvis overgå statuens realværdi med mange gange, og til den tid kan man kun gisne om hvem der kommer til at betale for det. Noget siger mig, at det vil blive Swiebodzins i forvejen fattige kommune der skal til lommen, grundet en naturlig interesse i ikke at tabe ansigt, og statuens trods alt etablerede funktion som turistmagnet.

Nøgle til hipsterklub

Under den 3-årige konstruktionsperiode har statuen oplevet flere tilbageslag, endda i form af modstand fra højere kirkelige instanser, som fx Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, der er Vatikanets svar på gejstlige trendsættere. Denne instans vurderer bl.a. løbende hvad der er hot eller not inden for liturgiske oversættelser og nyopfundne ritualer, og her blev der altså længe løftet øjenbryn ved tanken om en hellig polsk megakonstruktion, der havde til formål at appellere til pilgrimsrejsende og andre turister. Ikke nok med dét led Sylwester Zawadzki et hjertestop halvvejs i forløbet, som han dog hurtigt kom sig over. Om han fik det ved tanken om hvad alle de overskydende penge skulle bruges på, er ikke til at støve op, men overskydende penge, det må der simpelthen være… Timevis intens research har ikke givet noget endegyldigt svar – borgmesterkontoret i Swiebodzin må ikke udtale sig, Sylwester nægter at gøre det, og kvalificerede bud fra verdens førende aviser lyder på en budgettering på alt imellem 8 og 200 millioner kroner. To ting står dog fast: Polske håndværkere tjener en tredjedel af hvad man gør i fx Danmark, og så det faktum, at partypræsten har udtalt, at han har ført projektet af et godt hjerte, hvorfor han ikke har fundet det nødvendigt at holde regnskab. Yeah right. Og paven bliver transporteret rundt i en gennemsigtig bombesikret osteklokke fordi han bare er en super fin fyr…

Meget kan man sige om den katolske kirke, men luksuriøse forhold og penge har de altid været glade for. Værende førende inden for viden om hvordan man betaler sig til frelse, og ikke mindst den mere kedelige og profitfattige, men ikke desto mindre lige så effektive, sport i at syndsforlade ved skriftestol, har Vatikanet oparbejdet sig en popularitet og kapital, der får kapitalismen til at rødme som en skolepige: Der er penge i frelse! Og hvad end man har doneret til en hellig konstruktion, været håndværker på byggepladsen, eller decideret projektleder og mastermind bag hele konceptet, kan man roligt vide sig sikker på at score point på frelsertavlen. Således må man formode, at Sylwester Zawadzki, værende hovedansvarlig for opførelsen af verdens største Jesus, kan nyde sit otium med intet mindre end en transcendental kontrakt og forhåndsgodkendelse til at komme i den posthume hipsterklub.

Om Christ the King er et oprigtigt forsøg på at skabe noget smukt, som en slags hommage til dens storslåede søskendemonumenter og til glæde for en katolsk lokalbefolkning, der ellers ikke har meget at bryste sig af og faktisk har et reelt behov for en visuel manifestation af noget de inderligt tror på, eller om det er en kalkuleret antievangelisk handling i en tid af social og økonomisk nød, er svært at sige. Men det er nu en gang så satans iøjefaldende, at man, i et land der blandt andet har EUs højeste rate af fattigdom blandt børn, vælger at investere så mange penge i opførelsen af en guddommelig megakonstruktion af papmache, frem for at bruge dem på noget konkret og almengyldigt, der reelt kommer folket til gode.

]]> http://www.beatart.dk/2012/01/christ-the-king-kong/feed/ 0 http://www.beatart.dk/2012/01/skateboards-dyrehoveder-og-fuck-fingre/ http://www.beatart.dk/2012/01/skateboards-dyrehoveder-og-fuck-fingre/#comments Tue, 17 Jan 2012 13:57:37 +0000 Nikolaj Jonas Blegvad http://www.beatart.dk/?p=1424
Man kan spørge sig selv, hvad hajer, elghoveder, el-guitarer, brandhaner, ølflasker, kaniner, arme og ben har med hinanden at gøre. Svaret er Haroshi.

Den 33-årige japanske kunstner har gjort sig bemærket med sin helt unikke stil og kunstform, hvor han skaber sine værker fra gamle skateboards.

Som ung teenager begyndte han selv at stå på skateboard og gør det stadig. Det var naturligt for ham at skabe sin kunst med netop dette udgangspunkt, hvor han samler gamle ødelagte boards, som han sætter sammen, sliber til og former til sine værker.

By coincidence, this creative style of his is similar to the way traditional wooden Japanese Great Buddhas are built. 90% of Buddha statues in Japan are carved from wood, and built using the method of wooden mosaic.

I tråd med de gamle skulpturtraditioner, placerer Haroshi et objekt inde i sine skulpturer, som dermed ikke er synlige for beskueren, men som bliver en sjæl for selve værket.

De farverige 3-dimensionelle træskulpturer danner hver deres strålende mosaik, som kan ses på hans hjemmeside.

Kan du ikke få nok af den skrattende, hvinende, tørre og effektfulde lyd af vinylen under nålen? Så tjek denne dokumentarfilm om scratchens historie. Der er masser af live-klip og interviews med blandt andet DJ’s Q-bert, Mix Master Mike (fra Beastie Boys) Rob Swift and the X-ecutioners, Cut Chemist & NuMark (fra Jurassic 5), DJ Craze, The Bullet Proof Space Travelers, Babu (fra Dilated Peoples), DJ Krush, DJ Premier (Gang Starr) og andre i tillæg til “old-school” grundlæggere som Afrika Bambaataa og GrandWizard Theodore (som er kendt for at være den første, der scratchede vinyl).

Tjek den herunder:

Leonard Cohen, Dakrness, Columbia

For første gang siden Dear Heather-albummet i 2004, udgiver Cohen et nyt album den 31. januar med titlen Old Ideas.
Om den gamle zenmunk har kunne formå endnu engang at fylde et album med sin dybe røst og dens poetiske kraft på sin sædvanlige måde, vil tiden vise, men indtil da kan man lytte til singlen Darkness herunder.

Hanuman5: Ethereo

Nu kan du lytte til første udspil fra Hanuman5. De har i dag lagt hele albummet til fri lytning på Soundcloud. Udmeldingen kom fra Kristian Haarløv på Facebook med følgende statusopdatering:

Hele vores 1ste album ligger nu her til lyt. Hvis det skulle være. Should you be so inclined, this link will give the STEREO listening pleasure of Hanuman 5′s first album ‘Ethereo’ More to come. Vi er i fuld gang med 2′eren. Wie man sagt.

Det er et bundsolidt og originalt debutalbum, der bevæger sig rundt i alt fra akustiske og underspillede sange med smukke vokalharmonier samtidig som mere tunge og rå produktioner også er at finde på albummet. Det er bestemt ikke forudsigelighed, der dominerer de 11 tracks, hvor også elektroniske elementer dukker op, som for eksempel på sidste halvdel af Tight Knit Sweater.

Inspirationerne er helt sikkert hentet mange steder fra, men Hanuman5 har virkelig et unikt udrtyk, der på ingen måder gør dem til endnu et plagiat. Disse inspirationer kommer mere frem som stemninger fra eksempelvis flere folk-, country- og indie-kunstnere samt skramlende hårdhed fra Tom Waits-universet.

Herfra kommer de varmeste anbefalinger til et virkelig spændende album, man kan gå på opdagelse i.

Latest tracks by Hanuman5