Sart, skramlende og rå melankoli
Band: Autofiction
EP: Number 1
Label: Trechoma Records
Udgivelsesdato: 25. november 2011
Med Kirstine Fogh Vindelevs kælende vokal ovenpå de knitrende og rå produktioner skaber Autofiction et musikalsk univers, så man svæver rundt blandt melankolske, tunge og drømmende himmelstrøg på den 5 numre lange EP.
Det danske band Autofiction skulle have lanceret deres album i foråret, men i stedet gennemlevede de en mere eller mindre turbulent periode med manglende inspiration og udskiftning blandt bandets medlemmer. De fik stor opmærksomhed, da de skrev kontrakt med Trechoma Records, og med på vejen fik de rosende ord fra GAFFA.
Oprindeligt var der tale om en albumudgivelse, men efter den nævnte turbulens, valgte Vindelev og pladeselskabet at satse på tre digitale EP’er i stedet. Efter et længere ophold i New York, var inspirationen vendt tilbage, og hun begyndte et samarbejde med den tidligere Superheroes guitarist Bjarne Staun.
Denne første EP består af fem numre. De langsomme numre med deres tunge beats som Face It og Wasting Time har klare referencer til Portishead. Denne trip-hop-sound er på mange måder lidt for 90′er-agtig, og man har ligesom hørt den før. Alligevel er der noget oprigtigt og råt over den, som skaber en nysgerrighed. Det absolut mest interessante er intronummeret Hey You, der er ganske simpelt opbygget med en one-liner lilletromme som bund, hvor der bygges små elementer på i tillæg til vokalen. Det er her, man mærker en ærlighed og originalitet, som man kan savne lidt mere af på resten af EP’en.
EP’en er et interessant første udspil, og det bliver spændende at lytte nærmere til de to efterfølgere, hvor man kan håbe på, at Autofiction satser mere på det udtryk, der er at finde på første nummer.
Se mere på bandets MySpace.




