af Jacob Pilzen

Mange folk drømmer om at spille musik. Og man må indrømme, at livet som musiker, når man ser en musikvideo på Youtube, ikke ser så dårligt ud. Du kan også se små film om, hvordan folkene bag musikken udfolder sig, og som oftest virker overbevisende kunstneriske, unikke og specielle. Hvad kan der være så svært ved det, spørger mange sig selv, mens de kigger sig i spejlet og gør sig klar til en koncert eller clubaften. Svaret på dette er simpelt: Kristian Haarløv. Denne mand i slutningen af tyverne ved, hvad det vil sige at være musiker, nemlig tusind andre ting. En selvstændig og bevidst musiker har på grund af selve sit udtryk mange opgaver. Hvis man spørger ham, hvordan hans plade er lavet, er svaret ikke navnet på et pladeselskab, heller ej hvis du spørger ham, hvem der finansierer balladen. Hvis du spørger ham, hvem der har bygget ham og hans kollegaers øvelokale, er svaret ikke Københavns Kommune eller et privat firma. Og til sidst, hvis du spørger ham, hvem der slæber det tunge gear, der udgør en aftens lydrum sent om natten, er svaret også ham selv. Med andre ord: velkommen til Kristian Haarløv og tusinde andre uafhængige musikeres univers.

Afgansk rock og romantiske ballader fra Syrien
Klokken er seksten i starten af ugen og jeg træder ind i en lejlighed på Nørrebro, præcis som jeg har gjort så mange gange før. Her er et godt skævt trægulv og nogle små rum med et klaver, en sofa, et skrivebord, en seng, et bad og en vask, lidt hævet over gaden på første sal. Kristians stemme blander sig med et citar-lydende instrument fra anlægget, der meget stille fylder lejligheden. Han snakker i telefon, men slutter samtalen i det han tager imod mig og giver mig lidt at spise og et askebæger. Hans telefon ringer igen, og imens stiller jeg op til interviewet i form af et stykke papir med nogle spørgsmål, en kuglepen og en diktafon, jeg optager vores samtale med. Han lægger på og forklarer mig, at en ny sæson og en række af koncerter begynder efter sommeren på spillestedet Global, der har afholdt flere arrangementer inkluderende et af Kristians mange bands Whoareyoupeople. Her var der i telefonen også snak om nogle plakater, der skulle til tryk, som musikeren Kristian Haarløv åbenbart også tager stilling til. Handler musik ikke om at sidde og øve sig på samme instrument i de berømte otte timer hver dag? Hvorfor skal han tænke på at trykke plakater?

Kristian Haarløv er en travl mand, og jeg har svært ved at vide præcis, hvad der skal spørges til. Hans seneste plan fra udelukkende egen hånd er Hanuman 5, der er blevet til et fem-personers-band, der allerede har indspillet en hel plade. Kristian Haarløv kalder selv truppens medlemmer for forstadsdanskere og fremhæver ved dette en form for fællesskab gennem den lille bys mangler, der føder større begær efter musik fra alle verdens ørkener og storbyer. “Folk er begejstrede over den store vide verden og især den store vide verdens musik,” siger Kristian Haarløv og mener her ham selv og de fire øvrige medlemmer i Hanuman 5.

Han understreger straks at pladen, der er under sin sidste proces netop nu, er anderledes end det materiale bandet øver op disse dage. Om materialet, der er indspillet siger han, “jeg har tit kaldt det Americana, men fandt for nyligt ud af det var forkert, så jeg tror vi sangmæssigt er ovre i inspiration fra Bob Dylan og Tom Waits. Og i virkeligheden også en masse andre, men det skinner nok mere igennem på det nyere materiale”. Han er på glat is. For man kan mærke at han begrænses ved at skulle kategoriesere sin musik. Langsomt går det op for mig, at manden jeg interviewer har indspillet en plade for kort tid siden, men allerede nu tænker i andre baner. Han virker umættelig. “Vi har gang i nogle andre genrer, der har noget mere ukendt over sig, hvilket for eksempel kunne være noget gammelt afghansk rockmusik, romantiske ballader fra Syrien fra 60′erne, eller det kunne være noget elektronisk musik. Vi prøver at fange mere af verden ind på næste plade.” I stilhed erkender jeg, at min egen pladesamling ikke inkluderer alle netop opremsede grupper af musik og lydene, der sakte klinger fra højtalerne, har jeg aldrig hørt før. Jeg aner, at der i Kristians ivrighed over at forklare om de forskellige inspirationer, gemmer sig en stolthed over den ubegrænsede interesse i verden og dens musik. Lysten til selve processen i produktionen af musikken, selve udførslen. Det virker til at Hanuman 5 ikke har lagt et skema for deres planer om Public Relations eller deres mål med salg eller lignende. De har heller ingen hjemmeside endnu. Det eneste Kristian vil ind på er, at de nu har nye planer eller at gamle idéer allerede er nostalgi.

Heldigvis kommer vi stille og roligt ind på, hvorledes deres debut-plade er indspillet, så jeg som borgelig musikjournalist kan holde mig sikkert til masten. “Ethereo, som pladen hedder, er indspillet henholdsvis her i København og i en lille by i Nordsjælland, der hedder Kregme. Her på Nørrebro på Griffenfeldsgade ligger et studie i en kælder, hvor vi har indspillet de sidste ting og mixet. Vi har lagt sidste hånd på, ved at få nogle strygere derned, nogle blæsere og ekstra korsang. Og vi følte at tingene skulle tages lidt længere ud efter indspilningen, så vi tilsatte nogle ekstra elementer, der skulle få sangene til at være nogle særheder. De blev for lige til. Det kunne så være at vi indspillede en masse klaverstemmer oven i hinanden, spillede dem baglæns og lagde dem indover. Alt efterarbejde foregik herhjemme på Nørrebro, men pladen blev indspillet i en lille bjælkehytte, der er bygget i en særlig norsk stil, åbenbart, og det betyder at væggene indvendigt er vinklede og kantede. Hele stammer går gennem huset, der udelukkende er bygget af træ. Det giver en særlig akkustik og en god proces. Det betød også vi kunne være nær hinanden med den nødvendige intimitet”. I en overbevisende tone fortæller Kristian til sidst om, hvorledes een gruppe musikere har indspillet første omgang, mens nye musikere nu følger op på produktionen. Jeg må atter engang i stilhed erklære at jeg beundrer ham for ikke at have en assistent eller et helt kontor. Til sidst smadrer han ubevidst fuldstændig min åbenbart indbildske idé om solcialt fremmedgjorte, moderne musikere: “vi er gode til at lave mad og vaske op og kører god stil overfor hinanden. Hvis de andre har lyst til at gå en tur kan jeg for eksempel bare indspille et soloakkustisk nummer.”

En musikfamilie
Produceren Mads Oustrup har indpsillet og mixet Hanuman 5′s plade, men er nu selv medlem af bandet. Det er han blevet som et led i processen, forklarer Kristian Haarløv. Jeg lærer, at det miljø, eller snarere den verden han lever i, er et kæmpe netværk af musikere, malere, tegnere, producere, håndværkere samt kontorbegavede. En sociolog ville have svært ved at kategorisere denne menneskemasse, måske fordi det netop ikke er en masse, men en bevægende organisme. “Mads er netop hjemvendt fra Ghana, hvor han har tillært sig nogle egenskaber på balafon, men han er samtidig studietekniker.”

Jeg ved at Kristian ikke har det i sinde, men hvis man ikke kendte til sagen ville det lugte af arrogance. Denne opremsning af evner er ikke i led med blær, og det er samtidig ikke endnu et forkvaklet opgør med Jante-loven. Det er nærmere en barnlig fascination af hans ven, der kan lege mange lege. Han sparer umiddelbart sin egen person for ros, skønt jeg ved han er i stand til at spille mange instrumenter, synger lidenskabeligt og samtidig er organisator, kok og ofte arbejdløs. Heldigvis er jeg selv på hans alder og kan relatere mig til virkelighedens reaktionære tendens til, at unge skal kunne det hele uden nogen gider høre på, hvad der kommer ud af det.

Med andre ord, Kristian og hans folk har lært at klare sig selv i en verden, der ikke lytter til og udgiver folk med interesse i processen, men snarere produktet. Og denne lidenskab er som sagt den røde tråd i Kristians udsagn. Om det er Nordamerikansk populærmusik vi drøfter eller trancerende rytmer fra Mellemøsten, er det med samme respekt, forståelse, ærbødighed og interesse. Vi kommer ind på hans forhenværende og nutidige projekter, der strækker sig fra gasmaskeklædt teatermusik, fra godnatsange til hans nevø, til sveddryppende beats klokken fire om natten på postnummeret 2200. Manden er tilsyneladende genreforvirret, som man kalder det, og jeg begynder at føle sympati med og forstå ham og hans verden.

Jeg bliver selv ivrig og kan ikke længere bruge mine spørgsmål, jeg skrev derhjemme fra. Jeg spørger til hans engagement i Sort Stues begyndelse i 2006, jeg spørger til hans jams med afrobeat-bandet Whoareyoupeople under den revolutionære vinbar på Fensmarksgade, spørger til tangoorkestret 1. TH, der foruden ham indrammede både Jaleh Negari fra Pinkunoizo, Cæcilie Trier fra Chimes & Bells og kontrabassisten Jonathan Aardestrup fra Sort Stue og når sågar også ud i snakke om Mutinda fra Kenya, som han har stået og spillet for på Christianias skrå brædder. Alt dette kunne ikke lade sig gøre, hvis ikke der var mange tråde at trække i og gerne 24 timer i døgnet syv dage om ugen.

Hvor mange, der opererer for denne musiksag kan jeg ikke skønne og når aldrig dybere ind på det, for det virker ikke til at Kristian selv har overblik. Eller også sparer han på informationerne. Og tiden virker knap. Som i en slags Fight Club, hvor alle der render rundt i huset ikke nødvendigvis kender hinanden ved navn, men er klar over at personen ved siden af dig, er nyttig og god for det store musikfællesskab, der får ting til at ske. Ting, der kan påvirke og ændre verden. Det specielle ved denne følelse jeg får af respekt for den moderne musiker og den blæksprutte hun eller han er, opleves forvirrende, men er mere som solen i øjnene på en huleboer.

Jeg har fået et lille indblik i det store net af musikere, der rejser til Afrika for de penge de ikke har, organiserer kæmpe koncerter uden at tjene en krone, spiller på instrumenter, de ikke kender navnet på eller producerer deres seneste plade på femte sal i Vollsmose. Et lille indblik i Kristians liv og lejlighed han forresten deler med frontfigureren fra bandet BattleKat.

I denne artikel findes simpelthen ikke plads til at nå rundt om Kristian Haarløv og hans musikfamilie, men han kan selv opleves med sit band Hanuman 5 d. 23. september i selskab med Sort Stue på Operaen, der ligger på Pusher Street på Christiania. Tag ind og se det, velvidende at de selv har stået for det meste og højst sandsynligt kender personerne, der gør rent efter showet, hvis ikke selv de tager fat.

Links:

Sort Stue
Whoareyoupeople
1. TH
Hanuman 5
Om guden Hanuman (indisk gud)